-
Mona Juul er det nye sort – alder og livserfaring er et vidunderligt springbræt til toppolitik
ソース: BDK Finans / 16 6 2024 05:35:42 America/Chicago
»Jeg skal ikke amme det islandske folk. Jeg skal lede det.« Sådan lyder det mageløse citat, som afvæbnede alle modstandere, da Island i 1980 fik sin første kvindelige præsident. Det er en klassiker i stenhårde valgkampe at sprede noget om modkandidatens svagheder. I 1980 var det, at den senere islandske præsident Vigdís Finnbogadóttir havde haft brystkræft. Finnbogadottírs berømte citat er i samme tunge liga, som dengang den 73-årige amerikanske præsident Ronald Reagan blæste sin modkandidat af banen, da Walter Mondale i 1984 ville gøre alder til et tema i den amerikanske valgkamp; det kan man så undre sig over i dag: »Jeg vil ikke gøre det til en mærkesag i min kampagne, jeg vil ikke af politiske grunde udnytte min modstanders ungdom og manglende erfaring,« sagde Reagan i den legendariske tv-debat og fik alle til at bryde ud i latter. Citaterne fra Finnbogadóttir og Reagan indrammer evnen og formatet til effektivt at forvandle potentielle sårbarheder til styrker. Den nye konservative leder, Mona Juul, som efter fremgangen ved europaparlamentsvalget ligner en øjeblikkelig succes i et hårdt prøvet parti, vil smile ved mødet med de to citater. Hun har selv prøvet at være gennem møllen, da hun efter valget til formand for Det Konservative Folkeparti blev sammenlignet med både mågestellet og den tidligere norske statsminister og konservative leder i Norge, Erna Solberg. »Ha, jamen egentlig så tænker jeg, at det er sådan noget med nogle gamle tykke damer, eller hvad? Jeg er nødt til at sige, at jeg har kæmpe, kæmpe respekt for Erna. At blive sammenlignet med hende, det tror jeg lige er en postgang for tidligt,« sagde hun i Politiken. Mona Juuls reaktion er måske ikke så sprogligt stram og skarp som Finnbogadóttirs og Reagans. Juul viser imidlertid det samme format og overskud mødt med halv- eller helprimitive sammenligninger. Der er en særlig grund til at hive fat i citatet fra Vigdís Finnbogadóttir. For når man nævner hende, bliver man nødt til at nævne den nyvalgte islandske præsident, som er den karismatiske erhvervs- og finanskvinde Halla Tómasdóttir. Hun har selv åbent sagt, at Vigdís Finnbogadóttir er en af hendes politiske helte. Man kan kalde Halla Tómasdóttir for Islands svar på Mona Juul – eller Mona Juul for Danmarks svar på Halla Tómasdóttir. De er begge erhvervskvinder med en lang og dyb karriere i erhvervslivet, som pludselig springer ud i toppolitik – og indtil videre med succes. Man fristes til også at nævne Stine Bosse med en fortid som Tryg-topchef og en lang bestyrelseskarriere. Det er i grunden forbløffende, hvor lidt der er skrevet om den nyvalgte islandske præsident i den danske presse. Hun er en global superstjerne i erhvervslivet, som nu hellere vil være islandsk præsident. De seneste fem år har Halla Tómasdóttir været topchef i den magtfulde globale velgørende organisation B-team. Den er der sikkert ikke mange, der kender, men de fleste kender nogle af deres bestyrelsesmedlemmer, som består af andre superstjerner som topchefen i IKEA, Jesper Brodin, Virgin-topchefen, Richard Branson, Arianna Huffington og såmænd topchefen i danske Novonesis, Ester Baiget. Organisationen arbejder for bæredygtighed, ligestilling og transparens. Jeg var faktisk ved at tabe overkæben, da jeg så, at Halla Tómasdóttir var blevet valgt til præsident, for det gik op for mig, at jeg for ti år siden havde mødt og interviewet den karismatiske og usædvanlige erhvervskvinde. I 2007, kort før finanskrisen, grundlagde hun en kapitalfond baseret på principper om ansvarlighed, ligestilling, langsigtet kapitalisme og diversitet. »Jeg tror ikke på, at ledergrupper sammensat af mænd i den samme alder med den samme uddannelse, og som færdes i de samme sociale cirkler og netværk, er i stand til at udnytte de vækstmuligheder, der er til stede,« sagde hun interviewet i Børsen. Det hun sagde dengang om ledelsesgrupper og bestyrelsesarbejde er i dag indarbejdet i de mest moderne corporate governance-regler, når det gælder sammensætning af bestyrelser og ledelsesgrupper. Hendes kapitalfond med navnet Audur, som også er navnet på Halla Tómasdóttirs datter, havde i modsætning til de fleste andre kapital- og investeringsfonde overlevet finanskrisen i god stil. Gennem karrieren har hun blandt andet været ansat i PepsiCo, været topchef i og medgrundlægger af den feminine kapitalfond Sister Capital, formand for sundhedskapitalfonden Veritas Capital og direktør for det islandske handelskammer. Der skal nok være dem, der så lidt nedladende siger, at posten som islandsk præsident mest er ceremoniel. Ikke mere. Den tidligere islandske præsident Ólafur Grímsson aktiverede netop efter finanskrisen og under den bitre finansielle Icesave-skandale mulighed for et præsidentielt veto. I 2010 nægtede han at underskrive loven, som ville betale over 25 milliarder kroner til Storbritannien og Holland som kompensation for de tab, som islandske Icesave udløste under finanskrisen. Den islandske præsident kan nu bremse lovgivning. Ærlig talt, så drømmer jeg om at få lov igen at interviewe Halla Tómasdóttir. Men lige så meget er jeg optaget af fænomenet Halla Tómasdóttir, fænomenet Mona Juul og fænomenet Stine Bosse. Vi er vant til, at vores politikere og vores politiske ledere er vokset op gennem de politiske ungdomsorganisationer, og at deres erhvervserfaring begrænser sig til at have været konsulent i LO som statsministeren, lobbyist, kommunikationslakaj eller kuglestøbere i partiernes sekretariater; en slags politiske dyr. Selvfølgelig er der eksempler på, at erhvervsfolk har meldt sig ind i politik. Det er oplagt at nævne den tidligere konservative erhvervsminister Anne Birgitte Lundholt og tidligere forskningsminister Tommy Ahlers (V). Ahlers mistede hurtigt interessen for politik, da ministerbilen var rullet væk, mens Lundholt i 1995 nåede at blive politisk ordfører for De Konservative, før hun i 1997 skiftede til jobbet som administrerende direktør for Danske Slagterier. Jeg kan virkelig godt forstå, at man som ung kvinde eller mand fravælger livet som ungdomspolitiker med alle de elendige historier om magtkampe, konspirationer og uendelige politiske skænderier til fordel for at få en ordentlig uddannelse, et ordentligt job og en ordentlig familie. Det er tydeligt, at Mona Juul er et menneske med holdninger og værdier. Det samme kan man sige om Halla Tómasdóttir. Politikere kan og skal komme med mange forskellige erfaringer og perspektiver, ikke kun fra ungdomspolitik. Måske fortæller Mona Juul og Halla Tómasdóttir en håbefuld historie om en mulig fornyelse af folkestyret, hvor man starter sin politisk karriere, når man er i 50erne eller 60erne, og rækker ud efter de største embeder og den højeste magt. Jeg kan tænke på mange tunge politiske poster, hvor jeg ville foretrække Mona og Halla frem for halvgrønne politikere uden nogen særlig alder, erhvervs- eller livserfaring. Jeg er næppe alene. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/mona-juul-er-det-nye-sort-alder-og-livserfaring-er-et-vidunderligt